Beskrivelse
Fortsætterhold – videre med din unghund i ro, nærvær og kontakt
Fortsætterholdet er for dig, der har gået på hvalpehold og ønsker at bygge videre på jeres gode fundament. Her arbejder vi videre med de grundlæggende færdigheder som indkald, at gå pænt i snor, øjenkontakt, ro og fokus, forståelse for “nej”, at hilse pænt og skabe en god kontakt gennem små, sjove og nærværende øvelser.
Samtidig træner vi fortsat ud fra Mindful-Dog metoden, hvor vi har fokus på at skabe en så stressfri og tryg træning som muligt – både for dig og din hund. Vi tilpasser træningen individuelt, så du og din unghund kan udvikle jer i jeres eget tempo – uden pres, forventninger eller præstation.
Hvad kan jeg forvente af min hund og træningen?
Det er meget forskelligt hvad du kan forvente. Nogle hunde er klar til mange øvelser, mens andre har allermest brug for at lære at finde ro, fokus og kunne være til stede uden at skulle præstere. Det kan betyde flere pauser, større afstand til de andre hunde eller kortere træningsrunder. Det vigtigste er ikke, hvor meget din hund “kan”, men at den er tryg, læringsparat – og at du som ejer lærer at mærke og respektere den balance.
I Mindful-Dog metoden ved vi, at gentagelser og stilhed ofte er det mest lærerige – og at det er en gave for både hund og menneske at lære at kunne hvile i sig selv, også når der ikke sker noget.
Du vil løbende blive guidet i, hvordan du aflæser din hunds signaler og kropssprog, og hvordan du bedst støtter den i at lære – på en måde der giver mening i netop jeres hverdag.
Vi introducerer gradvist flere forstyrrelser og øger sværhedsgraden, altid med respekt for din hunds følelser og evne til at lære. Vi arbejder desuden med enkle aktiveringsøvelser, der stimulerer hundens hjerne og sanser på en sund måde. Det gør ikke bare hunden træt – det styrker også samarbejdet og skaber en positiv, tillidsfuld relation mellem jer.
Hvis din hund er meget arbejdsvillig og har god fokus, er du selvfølgelig velkommen til at spørge efter flere øvelser – men også disse hunde har brug for pauser. Sammen finder vi den rette balance.
Fortsætterholdet giver dig ro i maven, fordi du mærker, at du gør det rigtige. Du får en dybere forståelse for din unghund, og for hvordan I sammen kan skabe en hverdag med mere nærvær, kontakt og glæde.
